By ved bakkekranste Strande
yderst i Nordvest,
Egn ved Limfjords lyse Vande,
smyk dig nu til Fest!
Rundt fra Danmarks Egne kommer
Gæster til dit Bo
for at se dig i din Sommer,
solbestraalet, fro.
Humlum Bakkers stejle Stribe
staar med Skrænt og Slugt,
som da Hellig Knud med Skibe
fyldte deres Bugt.
Over Dal og Banke drager
man Lemvig imod
mellem frodig Eng og Ager,
Avl og Overflod.
Ud fra Geller-Tangens Flade
Oldtids-Sagnet fløj
om en Hær i Hjelm og Plade
rundt om Hamlets Høj;
Nyn fra sejrendes og dræbtes
fjerne Saga-Døn,
Sagn om Skibene, der slæbtes
over Thybo-Røn.
Her er Vesterhav og Høfder,
Bovbjerg Skrænt og Strand,
Byens egne Istids-Kløfter
rundt om Vigens Vand,
Kæmpehøjene, som stige,
spredt i Egnen trindt,
Engbjerghøje, Rammedige,
Bakke, Dal og Klint.
By, lad Minders Rækker drage
frem i Sagn og Sang,
By fra Valdemarers Dage,
fra syv Seklers Gang!
By, som mangt et Minde tabte
fra din Ungdoms Aar,
By, som glemte, mens du skabte
dine nye Kaar!
Naar dit første Bo blev bygget,
mindes ingen mer.
Længst af Glemsel overskygget
vi din Barndom ser,
Limafjord af Islands Skjalde
nævnes fjernt i Old.
Hørte du mon Lurer kalde
over Hamlets Vold?
Gamle By! Hvad end du glemte,
husk, hvad end du ved!
Tider lokked, Tider skræmte;
Sol gik op og ned!
Langsomt dæmred dine Evner
i dit skønne Ly.
Tør vi tro, din Nutid stævner
mod en Blomstrings Gry?