»Hvad er Sandhed?« lød Pilati Ord!
Det har lydt saa mangen Gang paa Jord!
End der forskes baade fjern og nær:
»Hvad er Sandhed? Hvor er den at finde?
Rundt om summer mangen Meningshær!«
Ak, det sande søges tit i Blinde.
Hykleriets falske Blændegift
vrænged Hjertegrundens Ophavsskrift,
bragte Dobbelthed i Sandheds Træk,
saa at Sjælen med sig selv maa tviste!
Derved fik dens Dømmekraft sit Knæk,
derfor Tankens Ledesnor maa briste.
Hvert et Hjerte kender Sandhedstrang!
Er den død, den levet har engang;
har den ej den kommer siden frem,
yttrende sig paa forskellig Maade,
og den gør da Hjertets tavse Gem
til en verdensstor, vidtløftig Gaade!
Hvert et Hjerte bar en Hyklerkrog,
som saa ofte Aandens Syn bedrog!
Ved Forstillelsens forlorne Glans
har vort eget Hjerte tit os daaret,
bragt Forvildelse i Sind og Sans,
saa vi ofte Løgn som Sandhed kaared.
Vil vi finde Sandheds rette Spor —
ind i Dybet, der i Hjertet bor,
maa vi skue med et varsomt Syn,
søge i os selv vort eget sande,
tæmme Løgnens kaade Længselslyn,
slukke dem i Viljens køle Vande.
Kende vi det sande i os selv,
kan vi spejde under Himlens Hvælv
i den hele Verdensorden ind,
Sandhed for vort Blik sig aabenbarer, —
og jo mer vi renset faa vort Sind,
desto mere Sandheds Lys sig klarer.
Men det Arbejd er saa saare svært;
tit maa kæmpes mod, hvad Kød har kært,
hvad vort Hjerte stundom kalder Lyst,
hvad af Løgnen nævnes sande Glæder;
faa kun sejre i den store Dyst,
mangen over Nederlaget græder.
Og en døsig Flok gaar sløv omkring:
»Hvad er Sandhed? Sagtens ingenting!
Somme sige »dit« og andre »dat«!«
Det er løgnebunden Ladhedstale!
Vi kan finde Sandheds rige Skat,
men vi først maa op af Drømmedvale.