Stormen langs Jorden fejer og strør
og tager af Natten Styrke.
Nu suger i hvert et Skorstensrør
Fortabelsens tørstige Mørke.
Luerne hopper i Kakkelovn
og danser paa tirrede Gløder,
gad hylle hele det sorte Sogn
i Skyer og Morgenrøder.
Stormen river en Dør paa Klem
og klager for bundløs Elende,
har alle Veers Vokaler i Gem
og jager mod Verdens Ende.
I Luften duver der fulde Sejl.
Nu søger Fortabelsens Flaade
de arme Straaler fra Maanens Spejl,
den sidste fortyndede Naade.
Men Maanen er borte, Natten mæt
af blindt henfarende Kulde.
Naar Bygen kommer, er Mørket tæt,
som om det var manet af Mulde.
Afgrundens Snekker raser forbi
Vinduers enlige Gnister,
og stundom høres en Lem slaa i
som Laag over møre Kister.
Luerne spiller paa Asken klart
og slikkende Tidsler forme,
gale af Lyst til en Himmelfart
med de usalige Storme.