Halvhundred Gange rundt om Solens Kerte —
aldrig dog nok af Solskin faar vort Hjerte,
aldrig fandt Sjælen Hvile i sin Bolig,
saa den blev rolig.
Oldtidens Døtre sang af Himlens Naade,
lo mod Gudinden, som var født af Fraade,
Sangen, som fik en evig Vej at vandre,
synger nu andre.
Altid en Ungdom staar ved Edens Porte —
Slægt efter Slægt har blomstret — og blev borte,
sunget og elsket, sejret til den sidste
sov i sin Kiste.
Ingen fik Sangen helt til Bunden sungen,
just da man greb det, da var Strængen sprungen,
det er Naturens underfulde Gaade,
det er Guds Naade.
Sanger! Din Sol staar endnu midt paa Himlen,
endnu dit Hjerte favner hele Vrimlen,
Agrenes grønne Dag fra Orienten
til Occidenten.
Vide om Solen gaber alt det sorte,
syng os i Ungdom frem mod Edens Porte,
værn om vor Sommer med din kaade Stemme,
der er vi hjemme.
Tak for den Sang, du lagde os paa Tungen,
tavse vi venter den, du ej har sungen,
rækker dig Kransen her en Dag i Høsten,
vendt imod Østen.