O Walther i de dødes Land!
Nu er du Muld, mens jeg er Mand.
Syv Hundred Aar os skiller ad,
dog gør din Sang mit Hjerte glad.
Jeg hører end dit Digt saa godt
som Kejser Friedrich paa sit Slot.
Det lever lige grønt og rigt,
men du er smuldret fra dit Digt.
Og siger jeg dig Takkens Ord,
saa taler jeg til sorten Jord.
Det er, som nylig lød din Røst
om mine Dages Ve og Lyst.
Som Linden end i Engen stod
med brudte Blomster ved sin Rod.
Skønt over Glædens glemte Sted
syv Seklers Løv er visnet ned.
Hvor griber mig den Sangens Flod,
som du i Dagen efterlod!
Den er af Nuets Rigdom fuld,
dog kun et Pust fra gammel Muld.
Den er et evigt Øjeblik,
som ej forgaar og dog forgik.
Den lo mod mig i Livets Nu
og ler, naar jeg er Muld som du.
Det falder mig som Jord paa Bryst,
at du er døv for al min Røst.
At mer for dig er Nattens Regn
end Hjertets Tak og Glædens Tegn.
Og med et Sind af Undren fuld
jeg føler for den stumme Muld.
Som ejer Kilderne, der sprang
med alle Tiders gode Sang.
Som evig nærer Nuets Glød
og ødsler gyldent med sin Død.
O Walther i de dødes Land!
Nu er du Muld, mens jeg er Mand! —