En ka somtid gaa saa sær aa krasel,
men alder haar vi hat en Staahej te wos
som den syvend Gaang, mi Koen’ gjowd’ Basel.
Ja sikken Molor! — Herre Jessu Køs! —
A tot, en ku mist’ æ Vid ower de’ hall.
Men sikker e’ ’ed: En ka vær’ lig’ ve’ aa drown
i Bekymring aa Skidt aa endda komm forown,
naar de’ er Guds Villi, aa en holder sæ te’ ham,
aa a haar altid, naar de’ knev, holdt ve’ ham.
Denn jenn a mi Øg hinner Tænd’ war gall,
den ajn war frewvel aa skawwed o æ Bringg,
aa æ Jordmor sku hjunes, menn di ku springg;
jen Ko war owsind, aa en ajn sku kall,
aa æ gammel So war begynd’ aa faa Griis.
A war saaddn, te a hwerken ku drikk heller spiis.
Men æ Klokk-e-tre war mi Koen’ forløst
aa laa me’ en bitte Piig ve’ æ Bryst,
aa æ Jordmor saah, te æ Ung’ den liggnt mæ,
aa Kal’ war der gjowd i den Ko, der war tyrgal.
Aa æ Klokk-e-fir’ haaj Worherr velsiggnt mæ
me’ en Dætter aa olle Griis aa en Tyrkal’.