Naar Dag paa Dag forstandig gik
i Kampen for de høje Maal,
at skaffe Klæder, Mad og Drik,
at kaste Ved paa Selvets Baal,
saa vi kan holde længe ud
til allehaande Pligters Bud,
at øve Værk, som smuldrer hen,
saasnart vi vel er Jord igen —
da er en Cirkus-Aften,
en Flammedaab for Kraften,
et Bad, hvor Sjælen syder
i lønlige Processer,
som Sejd i Heksegryder
ved gamle Djævlemesser.
Musikken styrter ud af Horn
og alskens Instrumenter,
som Hagelbygers tunge Korn,
som Vrøvl af Klownens Hals.
Og Dyr og Daarer, samlet rundt
paa alle Kontinenter,
de skabe sig og piskes rundt
i Vanvids Reel og Vals.
Hurra, Hurra, Hurra!
Jeg mærker i det vilde Styr
endnu i mig det vilde Dyr,
den Urskovs-Hylets Sfære,
hvor Poesiens Frø var lagt,
hvorfra dens Vækst blev langsomt bragt
ved onde Øjne, Tand og Kniv
til tæmmede Vokalers Pragt,
til sirlig Sang om Død og Liv
og kom saa højt i Ære. —
Nu farer fire Heste ind.
Musikken er en Hvirvelvind
i vildest Fald og Stigen,
en overdaadig Skrigen
af Luft, der pines gennem Rør,
af Tarmestreng, der slides mør,
af Nerver, som den Onde klør.
Nu knalder Pisken haardt.
Musikken et andet Tempo faar.
De fire standser kort.
De pludselig Nakken i Vejret slaar
og rundt i Manegen paa Bagben gaar
til Trommer og Horn og Trompeter.
De gaar som i mystisk Herredom,
i Overnatur, der minder mig om
de fire store Profeter. —
Slaa Heste, Klowner, Djævle løs
med Larm fra alle Sider!
Hurra for hver en hastig Tøs,
der rundt Manegen rider!
Det er som vilde Kværne
roterer om min Hjerne.
Hvor er min lille Kerne?
1904