Storken og jeg gaar Morgentur
og veksler et Blik iblandt,
mens Solen tøvende staar paa Lur
paa Jordens yderste Kant.
Over Græs og Muld, af Væde mæt,
ligger Skinnet spinkelt og let,
men slebent blankt over Kærene.
En vældig Orm fik Storken ædt
med Næbet i Muld til Fjerene.
Storken og jeg gaar hver sin Vej,
men mødes nu og da.
Den ene spørger den anden ej,
hvor Fremmedkarlen er fra.
Solen vover sig ud i det blaa,
Mulden lugter saa frisk og raa
af indre, graadig Grøde.
I Dag vil Folk af Senge opstaa,
som om de stod op af Døde.
Storken gaar med sin Skygge paa Slæb,
skræver over en Knold,
stanser og snyder sit muldne Næb,
og flyver Dagen i Vold.
Ræven lusker med Smil fra Gaard,
som havde han smagt baade Vinge og Laar,
mens Bonden sov hos sin Kone.
Den store Soltrold har brygget Vaar —
vi er i hans Æventyr-Zone.