De svangre Mulde fjernt og nær
i Nattens Dugg var døbt,
og Himlen hvilte høj og skær
i svale Farver svøbt;
den hvilte som et Drømmersind,
der vaagner mer og mer,
der frem mod Lyset længes
og aner, før det ser.
Et Fuglenyn ad Høj og Dal
gled frem, men brødes snart
af Gøgekuk og Hanegal,
der varsled dybt og klart
om anet Morgen-Kildespring
bag Horisontens Rand,
om Dag for aabne Øjnes
Begær mod aabent Land.
Mens Østens Æter drømte tavs
i svangre Farvedrag,
og Nat gled vesterud til Havs
som Himmelskygge svag —
blev Drømmen varm i dyb Nordøst,
jog Rødme under Sky — —
af denne unge Rødme
sprang ud det gyldne Gry.