Oh, s’en aller sans violence,
s’évanouir, sans qu’on y pense
d’une suprême défaillance — —
silence — — silence!
Glemt Digternavn.
Det stille, rene
Fuldmaaneskin
seer gjennem Grene
sørgmodigt ind
til Havens Stier,
hvor Mindet bier.
Paa Svanedammen
staaer hvidlig Em. —
Bryd Taagehammen,
duk op, stig frem,
døde Veninde,
mit Ungdomsminde!
Kom, kys med milde
Favntag som før,
luk op den lille,
Dig kjendte Dør
til Hvilens trygge
skumrende Skygge!