Vidt aabner Nattens Fred med stille Styrke
sin Favn, og langt der er, til Dagen gryer;
højt over Himlens Hav det brede, mørke
staaer tændt i Blink Orions Stjernefyr.
O, Hav af Glemsel! Bølger lange, lunkne
mig vugge bort paa bløde Dun af Skum;
dybt, dybt til Bunds er alle Smerter sunkne,
og Vuggen gynger bort fra Tid og Rum.
Ved Hovedgjærdet nynner smaat en Stemme,
med Bølgens Harpekluk den sammen slaaer
og lover smukt, at nu er snart vi hjemme
Hjem er til, kun veed jeg ikke, hvor.