Ak, Du store Skov, hvor Skyggen har tilhuse,
hvorfor blev Du tavs, saa Du holdt op at suse?
Derfor tav den Skov, at Luften ligger lummer,
derfor tav jeg selv, at jeg har Sorg og Kummer.
I den sorte Skov er mørkt af sorte Grene,
i det Ferne Land gaaer Ungersvenden ene.
Ak, min Moder Du, Du gamle Moder kjære,
kunde jeg Dig se og atter hos Dig være!
Tage vil jeg Kridt og smukt dit Billed male;
smukt dit Billed er, kun kan det ikke tale.
Tal Du, Moder, selv, kald højt og løft din Stemme;
i det fjerne Land jeg skal din Røst fornemme.
Lillerussisk.