Smyk Dig ikke, Tjørnekrat,
med røde Roser vilde;
har af Glæde Blomst Du sat,
i Sorg den gaaer til Spilde.
Skinner Sol og rinder Regn
og Knoppen troer, det vaares;
hvo som troer paa Foraarstegn,
af Frost og Kulde saares.
Ingen Væxt min Elskov fik,
enddog dens Sol var fremme.
— Giv mig, Skat, saa ond en Drik
at helt jeg maa Dig glemme!
Lillerussisk.