Du siger højt, at ingen kan os høre,
Du taler hedt og vildt uoverlagt.
Hold op! Omkring os er der Ondt i Røre;
det lune, lumske Tvelys spidser Øre,
og Natten leer; den veed, hvad Du har sagt.
Hvor tør Du tale Ord, som ingen anden
har vovet før saa blidt, saa ømt og sødt!
Fra Hjertet koger Blodet over Randen
og tænder Blus i Kinden og paa Panden,
til alt for Øjet flimrer flammerødt.
Min egen Længsel raaber i din Stemme
og blotter villieløs, al Sky til Trods,
den Favntagstrang, hver Pigesjæl maa tæmme,
den Lavastrøm, hvis Løb jeg helst vil hemme — —
Ti stille! Jord og Himmel hører os.
Nej, tal kun, tal! Lad Jord og Himmel vredes;
en mystisk Magt ved Dig omkring mig slaaer
et Net, et Spind, for filtret til at redes.
Det kan jo ikke være anderledes —
jeg elsker Dig, jeg elsker og forgaaer.