Hvad Præg af en Ømhed, som ikke blev skattet,
af Kræfter, som uden at virke blev trætte,
af Tungsind, som aldrig i Ord fik sig fattet,
men vagt gaar i Eet med den skumrende Slette!
Hvad Præg af et Ønske, som ikke blev ændset,
af sukkende Savn i sig selv sluttet inde,
af hjælpeløs Sorg, saa forladt, ubegrændset
som Steppen, hvis Linjer i Taage forsvinde!
Og Solen staaer op uden rigtig at vække
den Flod, der kun mumler, men ikke kan tale;
længst ude som Skyggerids Skove sig strække
i rugende Dæmring, i knugende Dvale.
Og Solen gaaer ned, men de sortegraa Duske
af hældende Silkesiv røre sig ikke;
forunderlig tavse staa støvede Buske
og haabe paa Dug, de dog aldrig skal drikke.
Man troer, at det Landskab en Gang har begjæret,
af Himlen et Smil, for til Gjengjæld at smile,
men nu har sin Længsel i Venten fortæret
og stille forstenet er faldet til Hvile.