Vi mødtes i Tavshed, da Solfaldets Efterglands døde,
med Fred, som for Dig stod i Blomster, var Skumringen fyldt.
To Roser sig bøjed til Afsked hinanden i Møde,
den ene som Purpur med Svovlglands af luende Brøde,
den anden saa hvid som en Sjæl, der har intet forskyldt.
Af Kys strømmed over de dugfyldte, duftende Skaaler;
Du bød mig Farvel under Dagskjærets døende Gnist
og gled, hyllet ind i din snehvide Skyldfriheds Straaler,
langt, langt fra mig bort til en Afstand, mit Syn ikke maaler.
— Bed godt for en Fredløs, som aldrig skal favne Dig hist!