En Fugl slog sig ned paa min Vindueskarm
og sang mig i Glemsel fra Sygdom og Harm
og sang mig min halvkolde Livsaande varm.
I Skumringen stod kun en buet og smal,
svagt glødende Rand af den Sol, som i Fald
sank ned under Skyhavets røde Koral.
Den svandt, men min Fugl sang, alt Mørke til Trods,
om levende Lys, der i luende Fos
af Sjælene ledes og adlyder os.
Da løstes min Sjæl uden Kamp og Besvær
og fløj med hin Fugl til det Lys, i hvis Skjær
jeg opnaaer, hvad aldrig jeg evnede her.