Jeg kommer som en Skygge, jeg svinder som en Sky,
som Juninattens Dæmring, som Dunst ved Morgengry.
En Gang Du var mig elsket et gyldent, kort Minut;
nu har dit lyse Gjenfærd sin Grav af Glemsel brudt.
O, Livslyst, før jeg døde! Min Arm omkring Dig laa;
to klare Flammer var vi, to kjære Blomster smaa.
Og knap nok selv vi vidste, hvor blidt vi sammen gled
i overjordisk stille, lyksalig Kjærlighed.
Øm, ren og gjennemsigtig din Sjæl omkring mig flød;
som Sol, der sank i Roser, sank dybt jeg i dit Skjød.
Mod Liv i Dig jeg længes ulegemlig paany;
jeg kommer som en Skygge, jeg svinder som en Sky.