Ikke gaaer en snehvid Svane hist
I det lange, lysegrønne Græs,
Men den unge Pige gaaer der selv.
Og hun græder og er ikke glad:
»Du min egen, allerbedste Ven,
Sig mig, over hvem Du har mig glemt?
Alt forlod jeg for med Dig at gaa,
Fader jeg forlod og Moder med,
Og min Hjemstavn gav jeg bort for Dig.
Nu jeg vil min Skjønhed give bort,
Give den til Markens Blomster smaa;
Ud i Skoven vil jeg ene gaa,
Skovens Ulve vil jeg kalde paa:
Kom, I vilde Dyr, og slug mig op!
Kun mit Hjerte skal I levne helt,
Gaa med Hjertet til min bedste Ven,
Læg det i min Vens den hvide Haand;
Kjende skal han, hvor jeg elsked ham.«
Efter det Russiske.