Paa Havens hvide Grus og hvide Birke stirred
hvert Lys var slukt, men vildt Klaverets Strenge dirred
som Hjertet i mig selv. Du sang, jeg lytted stum.
Og Natten led. Du sang i sølvblaa Skumring hyllet,
Du sang: „Kun jeg er til. Rundtom staar Verden tom.
Og Elskov er mit Navn.” Forvirret og fortryllet
jeg lytted, lytted kun, men tav.
Og Dagen kom
og Du forsvandt. Men tidt i Maanens hvide Stribe
der dirrer for min Sans en Rest af Sang og Spil:
„Jeg var den Ungdomsdrøm, Du ej forstod at gribe,
og nu staar Verden tom, thi ene jeg var til.”