Hver signet Stund, naar frit og uden Hindring
min Sjæl mod Sky sig svinger ung og kjæk,
staar højest oppe Du for min Erindring
med overjordisk rene Træk.
Af Glorien tændt, der om din Isse brænder,
mit Hjerte flammer som en Sejersbavn;
i Andagt for Dig tyst jeg folder Hænder
men nævner endnu ej dit Navn.
Dit Navn jeg tavs og trofast vil bevare;
har tavs og trofast her jeg endt min Gang,
skal hisset mig en Lysets Engel svare
paa Navnets underfulde Klang.