Højt og flammet Aftenskjæret staar
gyldenrødt om Granerne sig hvælvende.
Gjennem Skyggen mig i Møde slaar
svagt en Klokketone blød og skjælvende.
Bag ved Skoven svinder Spir og Tag
bort i Skumring for mit Blik det stirrende;
derfra kom Du, fjerne Klokkeslag,
velbekjendte, taaresvangre, dirrende.
Alt, jeg vandt mig, har jeg tabt og spildt
selvforskyldt, som lidet det mig lignede.
Nævn mit Navn derovre, nævn det mildt,
klare Klokke, viede, velsignede!