To Tidender ginge til Haand Hertug Knud
den ene fra Magnus, hans Fjende,
den anden fra Sonja, hans lovede Brud,
i Nowgorod fæsted han hende.
Hr. Magnus skikker sin Sanger af Sted
en mundtlig Hilsen at bringe
og bede Hertugen selv følge med
at jævne Trætten paa Thinge.
Men Sonja forsegler vel sine Ord,
at Ingen det Brev skulde bryde.
Der gange to Munke for Hertugens Bord,
dem beder han Lønbrevet tyde.
De læse: „Min Herre! Gud stande Dig næst,
naar Mennesker ville Dig svige!
Jeg saae Dig i Drømme gaa smykket til Fest
i Guld og i Purpur tillige.
Det Guld paa din Pande sprang sønder i to,
og Blod blev dit Purpur om Side.
Nu vogt Dig for Magnus, laan aldrig ham Tro,
min Falk, min troskyldige, hvide!” —
Munkene vexled et Blik ved det Brev,
Latin de med Læsningen blande,
men Hertugen ler: „Er det alt, hvad hun skrev
fra fjerne Riger og Lande?
Min Frænde Magnus til Gjæst mig bød
med høviske Ord og med Sømme,
og Skam for en Mand, om mit Løtte jeg brød
for alt, hvad en Kvinde kan drømme.” —
Fagert den Hertug klæde sig kan,
hver Fold han med Guldspænde hæfter
og springer i Sadlen og rider foran,
to Smaasvende følge ham efter.
Saa ride de langs med det rullende Hav,
hvor Skum over Sten ligger stænket.
Den fremmede Sanger dem følger i Trav,
han rider med Hovedet sænket.
Der vifter ved Stranden en Foraarsvind,
i Hestenes Manke den leger;
sidelængs løber Dønningen ind
og rifler Sandet i Streger.
Da taled en af de Svende to,
som skulde med Hertugen drage:
„Der tabte din Hest, Herre Hertug, en Sko;
nu vende vi heller tilbage.”
Men Hertugen nikker til Svenden derved
med Lys om sin Mund og paa Panden:
„I Morgen sende vi Bud til en Smed,
han smedder Hesten en anden.” —
Der snor sig en Sti, hvor Krattet er tæt,
blandt Tuer duggede, vaade;
Taagerne slynge derover et Net
af flagrende, hvidlige Traade.
Da holdt med et Svip over Gangerens Kryds
den anden Svend ved hans Side:
„Vend om, Herre Hertug! jeg saae dig fornys
i Sadelen hovedløs ride!”
Men Hertugen ler: „Du har sovet maaske!
jeg selv er lyslevende vaagen.
Mit Hoved, jeg tænker, faar nok Du at se,
naar først vi er udenfor Taagen.”
Vejen gik frem mellem blomstrende Tjørn
med snehvide Blomster belæsset.
Der sang alle Foraarets vingede Børn,
og Jordbærret funkled i Græsset.
Alt Hækken af Roser var halvt sprungen ud,
det myldred af gul Akeleje,
og sugende Vellugten ind, sagde Knud:
„Et Liv er et kosteligt Eje!”
Men Sangeren stjaalent paa Hertugen ser,
og hemmelig Ynk ham betager;
saa tryg er den Herre, saa trøstig han ler,
saa tillidsfuld er han og fager.
Skal Sværdet i Nat med et eneste Blink
i Ungdommen vorde hans Bane?
Og Sangeren tyder med Omsvøb og Vink
paa Faren, han ikke vil ane.
Han synger en Sang paa den ensomme
Sti ved Kyst under skovgroet Lide;
Brusen af Havet sig blander deri:
„O Hav, o Du vuggende, vide!
„Der boede en Konge bag Havet i Vest,
„i Strid kunde Ingen ham bestande;
„saa bad hans Fjender med Svig ham til Gjæst
„at rane hans Liv og hans Lande.
„Men Havet saae deres onde Sind,
„dets Bølger alle Vegne glide.
„Bliv hjemme, Konge, kvad Vover og Vind,
„o Hav, o Du vuggende, vide!
„Du drager til Fest og til Drikkelag,
„Du drikker din Død med det samme;
„det blanke Sværd bliver hvæsset i Dag,
„i Morgen skal det Dig ramme.
„Den Konge lød ikke Havets Raad,
„han turde paa sin Manddom lide;
„han satte i Hav sin forgyldene Baad,
„o Hav, o Du vuggende, vide!
„Han vandt i Raa sine Silkesejl,
„med Graad dem Taagerne dugge,
„og Baadens Stavn og forgyldene Spejl
„saa sørgeligt Bølgerne vugge.” —
— Sangeren saae paa Knud Hertug med List
at vække hans slumrende Tanke,
men Hertugen river en Blomst af Kvist
og fletter i Gangerens Manke.
En halvkvædet Vise han ikke forstod,
sin Skjæbne han ikke vil kjende;
og Sangeren tier med sorrigfuldt Mod
saa synger han Visen til Ende:
„Den Konge kom aldrig igjen fra en Fest,
„hvor Fjender kun sad ved hans Side,
„de delte hans Rige bag Havet i Vest,
„o Hav, o Du vuggende vide!
„Der stander en Høj bag den stenede Kyst,
„og Maagerne flyve derover,
„der ligger han stille med Sværdet i Bryst,
„i Højen han ligger og sover.
„Der ligger han død i sin ensomme Grav
„ved Kysten, hvor Bølgerne skride,
„begrædt af det vide, det vuggende Hav,
„o Hav, o Du vuggende, vide!” —
— Og Sangeren atter paa Hertugen saae,
men Intet kan Hertugen sanse;
han siger: „I Morgen vil Godtvejr vi faa,
se bare, hvor Myggene danse!"
Han stirrer paa Floret af dansende Myg,
som bæver paa Solguldets Bølger,
og Solen gaar ned, han er glad, han er tryg,
en daarende Drøm ham forfølger.
Hvor skulde det Vink finde Plads eller Sted,
naar Tankerne gjøres ham blide?
Han nynner kun sagtelig Omkvædet med:
„O Hav, o Du vuggende, vide!”
Ham kan Ingen frelse, hans Død er bestemt,
usynlig den over ham suser.
Han tror, det er Foraaret; Alt har han glemt
i Foraarets Luft, som beruser.
Han indaander Trolddommen. Sangeren tav.
— Da tager en Fugl til at tale.
Klingende plasker det rullende Hav,
og røde sig Skyerne male.
Han lytter til Toner og Fuglesang,
han rider sin Skjæbne i Møde;
Havet, det rullende, plasker med Klang,
og Skyerne male sig røde.