Hvor lyse Bøge dristigt frem sig bøje
langs Rana-Rygens Kyst fra Klintens Kridt,
stod bygt et Hus af Sølv med gyldne Fløje
for Dagens Fader, Venderfolkets Øje,
for Solens store Guddom Rugewit.
Og tætte Skyer af vilde hvide Svaner,
som steg fra Sø med Skrig og Vingesus,
saae Templet smykt med slagne Gothers Faner
og Lig paa Lig af blege dræbte Daner
langs Gjærdet rundt om Ranas høje Hus.
Vidt hen ad Hav, hvor Bølger rulle brede,
han stirred stift mod Nord fra Klintens Bryn,
og spejded ud hvert fjendtligt Sejl dernede
med løftet Arm og Tordenkilen rede
at spidde hver en Voldsmand med sit Lyn.
Saa stod han gjennem Sekler stolt og fejret
paa Kongestolen over Klippens Brink,
til han, hvem Ingen havde før besejret,
engang en Morgen saae en Stormsky lejret;
mod Nord paa Havet Blink skjød frem paa Blink.
Dér foer en Konge frem paa gyldne Stavne;
hans Navn er kjendt, saa vidt som Hav er blaat;
mod ham kan intet Skjold og Glavind gavne,
Wladimir, Søn af Ruslands Jaroslawne,
Varegers haarde Høvding, Daners Drot.
Da hjalp ej Rugewits og Ranas Vælde,
da faldt vort Folk saa tæt som Stænk af Dug;
før Solens Gud sin Fjende kunde fælde,
vi saae ham selv sit stolte Hoved hælde
og styrte for de Danskes øxehug.
Men klædt i Skrud af Rødt med hvide Bræmmer
staar haanligt Gotherpræsten Absalon;
han træder paa den faldne Guddoms Lemmer,
sit Sværd han Rugewit mod Brystet stemmer
og løfter Crucifixet højt i Haand.
Det skinned skarpt i Dag og Solskin klare
til Bølgens Sus, som ind mod Klinten gled,
og bange Skrig fra fangne Venders Skare:
„Vaagn op, vor Gud, dit Tempel at forsvare,
vaagn op og rejs Dig, slaa de Danske ned!”
Men trods vi bad og kaldte, stred og stræbte,
vor Sag var tabt, vor Gud stod ikke op;
igjennem Blod og bøje Dynger Dræbte
med Hyl de Rugewit til Stranden slæbte
og svang fra Brinken ud hans Kjæmpekrop.
Midt i den hvide Brændings Skum og Fygen
med Brag han tumled ud og plasked haardt.
Af Strømmen ført han hvirvles bort i Bygen:
— De Danskes Gud paa Korset indtog Rygen!
Du faldne Rugewit, flyd bort, flyd bort!