Hvor Vandet til Broslusen strømmer
og Bundgarn til Tørring er hængt,
jeg kjører paa Diget og drømmer
paa langs i min Agestol slængt.
Jeg drømmer trods Skumpien og Rysten
ad Vejens det opblødte Grus;
jeg stirrer paa Sivet ved Kysten
og Røgen fra Fiskerens Hus.
Et Skjær over Søen mig blænder,
trods Himlen er skyet og graa;
hvert Træk jeg i Billedet kjender,
skjønt aldrig det Landskab jeg saae.
Paa Vandhjulet ser jeg ved Møllen,
paa Taget, som skred og forfaldt,
paa Strømvandets Skummen og Skyllen —
jeg ser, at jeg kjender det alt.
Jeg kjender de straatækte Huse
og Vandmøllens halvaabne Dør
og Stangen med Fiskerens Ruse,
men aldrig dog var jeg her før.
Jeg kjender den Vogn med de Tønder
og Krikken, som trækker sit Læs,
og hver af de pjaltede Bønder,
der sover i Vejkantens Græs.
Det Billed og hele dets Ramme
ved nøje Bekjendtskab mig slaar;
engang saae jeg ganske det samme,
kun mindes jeg ikke, hvornaar.