Tungt og ængstligt drog den kolde
Østenvind sit Aandedrag;
Som en Helt paa gyldne Skjolde
Segned ned den lyse Dag;
Skumring hviled over Jorden;
Men ved Mundingen af Fjorden
Gyngende en Snekke foer.
Skiferankret faldt fra Bord;
Op ad Skrænterne paa Stranden
Vandred eensom Høvidsmanden.
Bag ved ham hans Skygge stor
Fulgte paa den sorte Jord.
Sludfuld monne Himlen graane,
Og dag Skovens Stamme stod
Sorgens Ven, den stille Maane,
Ak, men den var rød som Blod.
Alvorsfuld paa Heltens brune
Aasyn Smerten skrev sin Rune,
Skrev sin læselige Skrift;
Udad stirred Øiet stivt,
Men det skuede dog ikke;
Indad vendte Sjælens Blikke,
Som naar mod en Klipperift,
Hvor en lønlig Giftflod qvælder,
Vild Forfærdelse sig hælder
Svimmel over Dybets Bred.
Sjælen længtes efter Fred.
Kjærlighed kan Himlen trylle,
Ak, men den kan ikke fylde
Dybet ud. Med drukken Braad
Bremsen døer paa fuldbragt Daad,
Ak, men det gjør Synden ikke.
Den begynder først at stikke,
Naar først Daaden er fuldbragt.
Slukt var Tørsten efter Magt
Dybt i Hedins Bryst. Og Tanken,
Vækket op ved Hjertets Banken
Af sit lange Glemselsblund,
Jog ham gjennem Krat og Lund.
Hør, da skrallede en Latter —
For dans Blik stod Golna atter:
Men ei deilig som tilforn
Hult var Øiet, gusten Kinden;
Stemmen lød som Hvirvelvinden
Rasler i den frosne Torn.
Golna.
„Ungersvend,
See igjen
Nu jeg gjæster dig her,
Som jeg loved.
Dit Hoved
Forbandelsen bær.
Ei i Havet
Begravet
Er Udaadens Frugt.
Giv kun Tid, giv kun Tid?
I Aarhundreders Flugt
Skal din Kind farves hvid.
Du har sveget din Ven,
Du har røvet hans Barn,
Du har givet dig hen
I Forfærdelsens Garn!”
Hedin.
Lumske Qvinde,
Tie, o tie!
I det blinde
Raserie
Jeg dig fulgte;
Nedrigt dulgte
Rosenblade
Denne Rade
Hexetænder;
Ingen Rynker, ingen Render
I din Pande
Saae jeg stande,
Hver til Gys.
Golna, viis dig i dit sande,
Ubedragelige Lys!
Gøndul.
Golna ei
Hedder jeg.
Vil du vide mit Navn:
Gøndul kaldt
Overalt,
Mætter Ulv jeg og Ravn.
Loke leer
Ved min Færd,
Tidslen groer
I mit Spor
Med min D rik
Har dit Blik
Jeg forvirret
Tit Gys.
Som en Morder
Du vorder
Belagt
Med Foragt,
Du har svirret
Og pirret,
Som Myggen ved Lys.
Æretørst
Hed jeg først.
Nu som Nag
Jeg idag
Kommer atter til Dig,
Som en Navn med sit Skrig
Til det synkende Vrag.
Noget Stort
Her paa Jord
Skulde, Yngling, du gjort.
Fuld af Kraft
Blev du skabt
Af Alfader og Thor.
Med Forstand
Oder Land,
Over Bjerg, over Hav
Skulde, Kjække,
Du strække
Din herskende Stav.
Men du faldt,
Førend alt
Du var bleden
En Mand.
Nu er skreden
Din Hæder i flygtige Sand.
Hedin.
Lumske, sorte
Ørentvist!
Sjælens Porte,
Sjælens Døre,
Blik og Øre
Har du aabnet ved din List.
Sandt du qvæder.
Sandt du spaaer;
Som Forræder
Her jeg staaer.
Lykkens Billed
Har du stillet
For mit Øie;
Men forvildet
Greb jeg, Blinde,
I det Høie.
Ha, men Qvinde,
Var det ikke
Dig, som lokked
Mig at drikke?
Dig som rokked,
Listig Troen
Paa min Ven?
Giv mig Roen
Nu igjen!
Giv mig Glæden,
Giv mig Freden,
Som svandt hen!
Gøndul.
Nei, betal
Kun din Daad
Nu med Qval
Og med Graad;
Var ei givet
I Livet
Dig Frihed og Vilje?
Hvi klage,
Du Svage?
Du var Sivet paa Tilje.
Hvi stod
Ei du mod?
Du har selv dig vedaaret.
Ofte blev
Spindelvæv
Lagt som Plaster paa Saaret
Hvad du væver,
Nu galen.
Dog hæver
Ei Qvalen,
Og skjuler ei Brøden —
Den følger til Døden.
Tag en Slurk
End af Mjøden,
Bliv en Skurk,
Bliv en Skjelm,
Kløv hvert Skjold,
Kløv hver Hjelm,
Tag med Vold. —
Hvad som Glut
Dig har kyset,
Skræmmer ei
Mandens Vei.
Du har brudt
Nu med Lyset,
Med den straalende Frei.
Ved dit Værge
Du fræk
Verden sværge
Nu Stræk:
Qvinder fly,
Borg og By
Slaae i Flammer mod Sky;
Blodet toer
Dine Spor
Paa den bævende Jord.
Mørket lønner,
Det skjønner
Paa Voldsmandens Færd;
Sine blodige Sønner
Har Afgrunden kjær.
Hedin.
Ingen Ære
Lokker meer;
Døden være
Skal mig kjær;
Panden brænder:
Jeg er træt;
Hvor jeg mig i Natten vender,
Stormer det.
Har du Hjerte,
Ynk min Nød,
Tag min Smerte
I dit Skjød.
Havet skummer
Høit derude,
Er en Pude
Vild for Kummer:
Længe sovet
Har jeg ikke,
Lad til Slummer
Da mit Hoved
Træt mig lægge
Paa dit Knæ,
Und mig Ly og und mig Læ!
Stille, stille, —
Mig, som Lille,
Vil jeg drømme,
Langt fra Savn,
I min ømme
Ammes Favn.
Nyn mig hendes
Aftensang;
Lad mig mindes
Vuggens Gang.
Amme, kjære,
Jeg vil være
From og god. —
Hvorfor sukker
Du saa mod,
Hvorfor dugger
Mig din Taare? —
Ak, jeg Daare! —
Det er Regnen.
Vildt i Bregnen
Suser Blæsten;
Det er Sukket, troer jeg næsten.
Nattens Maane
I det Høie,
Freias Øie,
Vilde jeg dig gjerne laane,
Men bag Skyer
Mørk du flyer.
Stormen ene
Suser gjennem nøgne Grene.
Ak, mig under,
Qvinde led,
Mens jeg blunder.
Du ei Fred.
Hvorfor trækker
Bort du Skjødet?
Haardt mig vækker
Du ved Stødet. —
Skal jeg ile
Uden Hvile
Om paa Jorden? —
En Forbandet er jeg vorden!
Ha, jeg gruer!
Op du springer;
Med din Finger,
Mørke Qvimde, du mig truer!
Gøndul.
Din Dom
Jeg bebuder!
Fra Guder
Jeg kom!
Forbandet
Paa Landet
Du er som paa Vandet!
Hid stævnet
En Hevner
For susende Vinde.
Mod Nord
Skal dit Spor
Han som Støverhund finde:
Fuld af Hast,
Her og hist,
Uden Rast,
Uden Rist,
Skal søge og lede
Den opbragte, vrede,
Fornærmede Fader.
Og briste skal Plader,
Og Klinge mod Klinge
Som Staalorme springe.
Den Tvekamp skal føres
Til Ragnaroks Tid!
Men vide skal høres
Om Hjaddingers Strid.
Hen Bølgen skal rulle
Og svinde i Sø,
Men Kæmperne skulle
I Kampen ei døe!
Forbandet du være.
Som ofred for Ære
Din Ven og din Mø!