Ti Somre Himlens Sol sig svang
Om Jorden paa sin Kæmpegang:
Kong Haldan sad ved Isefjord
Saa fadermild som kongestor;
Hans Kind var mere mandig bruun,
Som Skjæg sig krused’ Hagens Duun,
Og Alvor saae af Øiet blaat
Som Fyrsten fra sit høie Slot;
Om Herskerpanden Minder fløi
Som Alfer om en Kæmpehøi.
Hos Drotten stod hans høie Viv:
Det var ei meer det smækkre Siv,
Det var ei meer den Midie, som
To Hænder kunde spænde om;
Den fagre Blomst var bleven Frugt;
Dog klædte det Gyritha smukt.
En deilig Dreng i Hallen gik
Med Faderens forvovne Blik,
Og med sin Moders Smiil om Mund;
Guldfager, kløgtig, frisk og sund.
Det var Kong Haldans Øiesteen.
Med ham han sad i Aftnen seen,
Naar Solen sank bag Isefjord
Og Markens Lærker slog’ i Chor,
Omslynget af sin Hustrues Arm
Paa Høien, langt fra Leires Larm
Hvor deiligt var det da at see
I Aftenrødens Glands de Tre:
Det Fyrstepar med Kroner paa
Og Drengen mellem Begge staae!
Paa ham kun Faderen holdt Styr
Ved at fortælle Eventyr
Om Odin, Thor og Asa-Frei,
Om Heltens Seir paa Ærens Vei;
Og nævned’ Haldan da de To,
Som slumred’ sødt i Gravens Ro,
Og nævned’ han sin Broders Død,
Fra Kæmpens Øine Taarer flød’;
Men nævnede han Danmarks Navn,
Da blussed’ Kinden som et Baun,
Da greb med Harm han til sit Sværd
Og ønsked’ sig paa Stand en Hær;
Thi endt var ikke Landets Nød:
Paa Sjølund kun hans Scepter bød.
Forgjæves lød hans Raab paa Thing;
Budstik paa Budstik gik omkring;
Men lammet var hver Arm til Strid
Ved Hungersnød og Sygdomstid. —
Saa svandt ti Aar i Sorg og Lyst,
Da hæved’ sig en gylden Høst
Med tunge Frugter i sit Skiød,
Med kjernefulde Ax til Brød.
Ei længer savned’ Kæmpen Kost!
I Karret flød den brune Most;
Med Yvret spændt man Hjorden saae,
Og Himlen smiled’ frisk og blaa,
Ei svangret meer med usund Luft,
Men med den friske Kløverduft;
Og freidigt Mod og Liv og Lyst
Fik atter Plads i hvert et Bryst.
Da landede paa Sjølunds Bred
En Oprørsmand, der Veset heed;
Berømt for Kæmpekraft og Mod,
Han pletted’ Landet frækt med Blod;
Fra Fyen og Jylland, fjernt og nær
Ham fulgte en bevæbnet Hær;
Med Mord og Brand de trængte frem,
At gjæste Haldan i sit Hjem.
Men Leire-Drotten var ei seen!
Med Kongekrands paa Thingets Steen
Han kaldte frem hver dygtig Mand,
At stride for sit Fædreland.
Vel blev det kun en liden Flok,
Tog tykkedes den Helten nok;
Han led paa Himlen og sit Sværd,
Men paa sin gode Sag især.
Besjælet af den Kjækkes Aand,
Med Spydet i sin Liliehaand,
Med Hjelmen trykt paa Lokkens Guld,
Med Brynien om Barmen fuld
Gyritha hos sin Husbond stod;
Af Elskov fik den Svage Mod.
Forgjæves toned’ Haldans Bøn:
„O tænk, du Fagre, paa din Søn!
O lev for ham, min elskte Viv!”
„Nei!” raabte hun, „i dette Liv
Os stiller ingen jordisk Magt!
Det har du selv min Husbond sagt!
Jeg frygter ei de skarpe Sværd!
Af Død og Kamp hos dig jeg leer!
I Kamp for Danmarks Vang og Væng
Os følge skal den kjække Dreng:
See, hvor med Sværd og Kæmpeskjold
Han ruster sig, den lille Knold!
See, til dit Knæ han knuger sig
Og trygler om at følge dig!
Hvo troer du vel kan Drengen slaae,
Den Lysalf med de Øine blaae?
O tag os med! og naar vor Hær
Det Kløverblad i Spidsen seer,
Da slaaer hver Mand med henrykt Sind!”
Saa trygled’ hun med Blus paa Kind,
Til Helten aabnede sin Favn
Og raabte: „Nu i Odins Navn!
Saa følg mig da, I elskte To;
Og studsende skal Fjenden troe
En seierrig Valkyrie staae
I Spidsen for de tappre Faa!
En guldhaarfager Lysets Alf
Os sendt til Hjælp fra Valaskjalf!”
Saa med sin Viv og Søn han drog
I Spidsen for det Krigertog;
Men, hvor i Skov og Mark han kom,
Med Veemod saae den Drot sig om:
Det klang saa selsomt i hans Sjæl,
Som om hver Plet ham bød Farvel;
Han hørte ikke Hærens Raab,
Han tænkte paa sit Ungdoms Haab:
At ende Danmarks Nød og Strid
Og herske som Frodes Tid.
Han saae sin Viv i Øiet ind
Og klapped’ Drengens røde Kind:
„Hvis Nornen fra den røde Val
Mig kalder nu til Odins Sal,
Da hør, min Søn, din Faders Ord:
Da kæmp som jeg for Danmarks Jord!
Det Rige, som for mig var deelt,
Det skal du vist beherske heelt!
Du vil det skjænke Held og Fred,
Naar jeg er lagt i Graven ned!”
Saa talte han og freidig saae
Mod Himmelbuens klare Blaa.
Ad Qveld det lakked’ meer og meer,
I Spidsen raged’ Veset op:
En fire Alens Jette-Krop.
Stor var vel Fjendens Overmagt,
Men Haldan lo dog uforsagt;
Mens Fjenden skreg og raabte vildt,
Han stillede sin Fylking snildt;
I Spidsen fremmest selv han stod,
Et Forbjerg lig mod Havets Flod;
Man bag ved ham med Sønnen saae
Den væbnede Heltinde staae.
Da rendte Veset frem med Brag,
Som Fenris-Ulv paa Dommedag.
Hans Landse var en fældet Gran;
Ham fulgte to Gang’ Tusind Mand.
Men Haldans Fylking stod dog fast.
Med Pileregn og Slyngekast
Den styrted’ Mangen flux til Jord;
Dog Overmagten var for stor:
Den faste Kæmpemuur blev sprengt
Med Skjoldet bag paa Ryggen slængt;
Stred Haldan som en opbragt Bjørn,
Som for sin Rede Klippens Ørn;
Lig Lynet blinkede hans Sværd;
Hver Fjende sank, som kom ham nær.
Han huggede med Hænder to;
Ved Siden stod hans Dronning tro;
Med Skjoldet, hævet paa sin Arm,
Hun dækked’ ham i Slagets Larm;
Om Kinden flagred’ Lokken løs,
Ved hende stred den kjække Knøs:
I Øiet slog han Fjenden Sand,
Det kosted’ Livet mangen Mand;
Thi, naar de blindt til Drengen slog’,
Dem Haldan med sin Lysing vog.
End stred den Drot med Løvemod,
Skjøndt strømmeviis nedrandt hans Blod,
Skjøndt rundt omkring hans Kæmper faldt
Og Fjenden skreg paa Seier alt.
Hans Kraft var udtømt, Blodet spildt.
Fra Heltens Side Trængslen vildt
Gyritha og hans Yndling rev.
„Fly! fly!” han raabte, „fly og lev!
Lev for din Søn min elskte Viv!
Farvel! Farvel for dette Liv!
Nu sadler Odin op sin Hest
Og byder mig til Guders Fest!
Seer I paa Skyen i det Blaae
Min Fader og min Moder staae?
De vinke mig med Seirens Krands,
Bort fra den vilde Heltedands!
Mit Sværd er sløvt, mit Skjold er slidt;
For Danmark har jeg ærligt stridt!
For det mit Hjerteblod jeg gav —
O lad det blomstre paa min Grav
Alfader i din høie Borg!
Og end dets Nød og Hjertesorg!
Da vil jeg blegne her med Fryd!
Da kom kun nu med Sværd og Spyd!
Da dræb mig kun, jeg har en Søn
Som giver Jer Forræderløn!”
Saa stod han end og kvad en Stund
Med Heltesmilet om sin Mund,
Forladt af alle sine Mænd.
Af Lysing, af sin sidste Ven
En Stump han kun i Haanden holdt,
Dog end han løfted’ Panden stolt;
Men Armen sank og Knæet skjalv,
Og ned til Jorden sank han halvt;
Da traadte, heelt bestænkt med Blod,
Fra Issen lige til sin Fod,
Den vilde Veset frem paa Stand:
„Plads for Kong Haldans Banemand,
Til Naadestød af een af Jer
For vidtberømt og stor han er!”
Og knap han havde Ordet sagt,
For Leire-Drotten laae henstrakt
Blandt Fjendeliig paa sorten Jord;
Dybt i hans Hjerte Spydet foer.
Da sank bag Skoven Solen rød. —
Det var Kong Haldans Liv og Død! —
Hans Søn blev Drot i Danmarks Land
Han nævntes Harald Hildetand.