Den larmende Dag maa svinde,
Men i mig selv
Uroligt styrter derinde
Sig Tankens Elv.
Om Hjertet skylle dens Vover
Med rastløs Iil,
Og Mindet bøier derover
Sin Taarepiil.
Slet Intet kan Strømmen standse;
Erfarenhed
Ophænger visnede Krandse
Hver Dag derved.
Min Sjæl paa Bølgerne gynger,
Ved ei hvorhen;
Mod Stjernerne de mig slynger
Og ned igjen.
Forsvundne Verdener dølger
Den stride Elv;
Men evigt bruse dens Bølger
Dybt i mig selv.
Og om jeg lukker mit Øre
For Verdens Larm,
Jeg kan dog Brændingen høre
I egen Barm.