Den næste Dag paa Thinget
De Tvende stod’
Paa Borkords Grav, ombølged’
Som af en Flod.
Thi tusindvis man stimled’,
At skue dem.
I høftlig Glands bag Skoven
Steg Solen frem.
Høit Mødrene opløfted’
De spæde Børn,
Og Bønderflokke trængte
Fra Bust og Tjørn.
Som Frugter hang de klynged’
Til Træets Green;
Men alle Øine skued’
Mod Høiens Steen.
Der stod han med sin Skramme;
Som Seirens Gud,
Med Heltearmen slynget
Omkring sin Brud.
Saa fredelig som Baldur
I Guders Flok,
Skal staae paa Ida-Sletten
Bag Ragnarok.
Hun lignede et Billed
Af Danmarks Vaar:
Med Øine blaae som Havet
Og straagult Haar,
Kjærminderne sig fletted’
I Lokkens Ring,
Som da man hende hylded’
I Svøb paa Thing.
Høit over deres Hoved
En Lærke slog,
Og Storkene i Skarer
Mod Østen drog’;
Mens tusind Stemmer jubled’
I Kæmpechor:
„Velkommen hjem, o Haldan,
Til Isefjord!”
Som Ægir, naar han dæmper
Et oprørt Hav,
Med hævet Haand han Tegnet
Til Taushed gav.
Med Haand paa Sværdet lytted’
Hver Mand med Lyst;
Thi dristig klang til Folket
Hans Kæmperost:
„Jarl Hunding og den Saxer,
Dem har jeg dræbt!
Min Fæstemø til Altret
De havde slæbt.
Som Danmarks Dronning hende
I Hylding gav!
Det vidne skal min Fader
I denne Grav!
Af Kongestamme er jeg
Saa godt som hun!
Hun har mig Løftet givet
Med Haand og Mund.
Til Viv jeg hende kaarer!
Og Tordnens Gud
Mig knuse, hvis jeg vover
Et Troskabs Brud!
Og vil I nu mig hylde
Med Kongenavn,
Da sværger jeg at virke
Til Landets Gavn!
Paa Thinge skal jeg domme
Som Ro og Skjold,
Og ærligt svinge Sværdet
Mod Fjendevold!”
Knap Ordet var udfløiet
Af Heltens Mund,
For Hyldingsraadet toned’
Fra Mark og Lund:
„Vi hylde dig, du største
Blandt Nordens Mænd!
Vær du vor Drot og Fyrste
Og Folkets Ven!
Tag du den Kongedatter!
Hun være din!
Og reis os Danmark atter
Af dets Ruin!”
Saa hævede sig Raabet
Mod høien Sky.
Og Herthadalen smilte
Med Skov og By.
Det rulled’ som en Torden
Mod Himlen klar,
Og fra de Elsktes Grave
Lød Attersvar.
Høit stummed’ Fjordens Bølge
Mod Strandens Næs,
Og underligt det sused’
I Høiens Græs.
Det sik fast aldrig Ende
Med Folkets Raab,
Med Jubel for de Tvende,
For Landets Haab.
Man satte dem paa Karmen,
Og Kæmper drog’;
Rask gik igjennem Dalen
Det Bryllupstog.
Saa steg’ de af ved Hallen,
Af Roar bygt,
Med Rønnebær og Granløv
Af Folket smykt;
Der toned’ Bryllupsgammen
I Natten ud,
Der favnede Kong Haldan
Sin høie Brud.
O du, som gjennem Torne
Og Kamp har naaet
Det Paradiis, som Haabet
Din Sjæl har spaaet!
Kun du, kun du kan fatte
De Tvendes Lyst;
Om den maa Skjalden tie
Med smeltet Røst!
Frem iler Tiden sin store Gang:
Ru fyger Sneen paa Mark og Vang,
Nu Storken kommer,
Nu dufter Alt i den grønne Sommer!
Som Trækfugls-Skarer i Vaar og Høst,
Saa ile Dage med Sorg og Lyst!
Som Skum paa Strømmen;
See, nye Verdner paa andre steg’;
Det er mig Alt som en Bobleleeg!
Alt, Alt sig fjerner;
Men evig funkle de stille Stjerner!
Lad flyve kun Kummer, lad flyve Lyst!
Lyt ei mit Hjerte til Mismods Røst!
See frisk paa Livet,
Og vug dig sorgløs paa Blomstersivet!