En dobbelt Boble, hvælvet af Krystal,
Heel prægtigt spillede i Solens Lue;
Paa Marmorbordet i den rige Hal
Det skrøbelige Pragtværk stod til Skue.
Den indre Kuppel hvælvede sig huul,
Mens Vandet kjøligt i den ydre strømmed;
I hiin man skued en Canarifugl,
I denne nogle gyldne Fiske svømmed.
De dreiede og dreiede sig om,
Ei Verden fandt det værd et Blik at skjænke;
Det gik i samme dumme Kredsgang, som
De følte sig for stolte til at tænke.
Det var et fornemt Liv! de gjorde Cour
Og logrede med Finne og med Hale.
Men gjennem Vinduet, fra den fri Natur,
Der tittede en fattig lille Svale.
Den saae Canarifuglens Tidsfordriv,
Den saae de gyldne Fiske Ryggen krumme;
Da fryded den sig ved sit frie Liv
Og tænkte: Gud hvor Fiskene er dumme!
O, siig mig Kjære, har Du aldrig seet
Med friske Øine ind i Selskabssalen
Paa Fornemhedens stive Gravitet?
Og siig mig, har Du aldrig tænkt som Svalen?