En dobbelt Boble, hvælvet af Krystal,
Heel prægtig spillede i Solens Lue;
Paa Marmorbordet i den rige Hal
Det skrøbelige Pragtværk stod til Skue.
Den indre Kuppel hvælvede sig huul,
Mens Vandet kjøligt i den ydre strømmed,
I hiin man skued en Kanarifugl,
I denne nogle gyldne Fiske svømmed.
Ret som de Verden ei et Blik gad skjænke;
Det gik i samme dumme Kredsgang, som
De følte sig for stolte til at tænke.
Det var et fornemt Liv! De gjorde Cour
Og logrede med Finne og med Hale.
— Men gjennem Vinduet, fra den fri Natur,
Der tittede en fattig lille Svale.
Den saae Kanarifuglens Tidsfordriv,
Den saae de gyldne Fiske Ryggen krumme;
Da fryded den sig ved sit frie Liv
Og tænkte: Gud hvor Fiskene er dumme!
O, siig mig, Kjære, har Du aldrig seet
Med friske Øine ind i Selskabssalen
Paa Fornemhedens stive Gravitet
Og siig mig, har Du aldrig tænkt som Svalen?