Omsurret af den lumre Sommers Myg
En Mængde Løvetand i Vinden vugged.
Hver bar af Dunn sin pudrede Paryk,
Og som en Hofmand sig for Solen bukked.
Men Bonden vandred paa den skjønne Eng,
Han saae det dovne Ukrud trindt sig brede;
Ak, sukked han, hvi skabtes dette Slæng,
Der staaer som Klinten i min gode Hvede?
Det hørte Vinden, og et Pust den gav,
Som bedst Parykkerne sig monne sole;
Den pusted, saa de fløi i Luften af,
Som Barnet puster for den nye Kjole.
Parykkerne og deres Tid svandt hen;
Men paa den skjønne Eng vi end maae klage:
O kjære Vind, o pust dog om igjen,
Du lod jo alle Stilkene tilbage!