Stranden skylled ind et halvfuldendt,
Et herligt Billed, Mesterhaanden værdigt.
Man fandt det; Konsteren var ubekjendt,
Man priste det og ønskede det færdigt.
I ædle Trak det bar sin Skabers Aand,
Men raat det sad endnu i Marmorblokken.
Hvo vil fuldende det med Konstnerhaand?
Udraabte Fyrsten til Beskuerflokken.
Og Mange meldte sig: de glatted hist,
De glatted her i Nætter og i Dage;
Og Alle tænkte da saa ganske vist,
Det Billed maatte blive uden Mage.
Den sidste Politur nu Værket fik,
Afsløres skulde det fuldendte Billed.
Igjennem alle Gader Trængslen gik
Til Torvet, hvor det blev til Skue stillet.
Og neppe Sløret man til Side trak,
For Mængdens blinde Bifald alt var vundet.
Der stod en pyntet Nikkedukke, ak!
Det mesterlige Anlæg var forsvundet.
Ikkun en Kjender raabte: Daarer seer,
Nu er ja Billedet et ganske Andet!
Saa gaaer det! man udsletter Prægets Værd,
Og kalder saa den slebne Dukke dannet.