Der var engang en Vandringsmand
Etsteds i Støvets Land.
Hans Skygge tyktes ham for mørk;
Den fulgte ham i Skov og Ørk
Og ved den vilde Strand.
Paa Fjeldet steg den i hans Fjed,
I Dybet var den med.
Og hvor han gik og hvor han stod,
Forfølgeren dog aldrig lod
Den arme Flygtning Fred.
Naar Solen daled under Fjelv,
Og Lyset svandt i Qvæld,
Blev Skyggen meer og mere stor
Og hvisked paa den sorte Jord:
Som Skyggen er Dit Held.
Men som han gik og sørged der,
Hans Skytsaand stod ham nær;
Flygt, raabte den, kun frem, kun frem,
Og rastløs frem mod Solens Hjem,
Der er ei Skygge meer!
Og Manden fulgte Englens Bud,
Han løb med solbrændt Hud;
Hver Dag han iled længer bort,
Og meer og meer blev Skyggen kort,
Ja, ganske slettet ud.
Men lodret Solens Straale faldt,
Og Ørk var overalt;
Den brændte ham saa luehed;
Da svæved atter til ham ned
Hans Skytsaand upaakaldt.
Giv mig den Skygge, jeg forlod.
Bad han ved Englens Fod;
Men tankefuld i Ørkens Sand
Skrev Engelen: o Mand! o Mand!
Dit Navn er Vankelmod!