Jeg saae en Sø, saa klar og blaa,
At svimmel
Dybt under mig jeg troed laae
Guds Himmel.
Der var ei Bølge, var ei Skum;
Forvirret
Jeg syntes, at i Æthrens Rum
Jeg stirred.
Jeg saae det, og jeg tvivled dog,
Jeg prøved
Om Speilet imod Indtryk tog
Af Støvet.
Da kasted jeg en Kiselsteen
Fra Stranden,
Og see! en Cirkel fulgte reen
Den Anden.
Jeg saae dem rulle hen og døe;
Da hviled,
Da laae som for den stille Sø
Og smiled.
Den Sø, hvis Brud harmonisk maa
Forsvinde,
Jeg i Dit rene Hjerte saae,
O Qvinde!
Dens rette Navn er Sjælefred.
Fortrolig
Vil jeg opbygge paa dens Bred
Min Bolig.