Naar Aftenen breder om Jorden sit Slør,
Da ligge i Vesten de deiligste Øer;
Fra skinnende Sletter, hvor Alferne boe,
Hensuser om Jorden den himmelske Ro.
Og Menneskesjælen sig stirrer fast blind
Med Længsel i Paradis Dalene ind;
Den drømmer at see paa den rødmende Sky
Bag gyldene Bjerge Seraphernes By.
Som Barn, naar jeg leged i Dæmringen før,
Jeg skued med Undren de deilige Øer;
Da tænkte jeg: naar jeg engang bliver stor,
Til dem vil jeg gaae om den rullende Jord.
Ja, dem vil jeg søge bag Bjerg og bag Hav,
Med Randsel paa Ryggen og Pilegrimsstav;
Naar rigtigt jeg leder, jeg finder dem vist,
Og bygge hos mig skal de Elskede hist.
Ak, nu er jeg voxen — Arabiens Hest,
Saa rap og saa vild som den susende Blæst,
Med Sporer i Siden og flagrende Man
Mig bringer ei til det forjættede Land.
Og gik jeg om Jordkloden modig min Vei
Over svimlende Bjerge, jeg naaed det ei,
Hvad enten jeg flyver mod Vest eller Øst
Med uendeligt Savn i mit Menneskebryst.
Ak Elskte, jeg er ei uskyldig som før!
I Taage forsvinde de himmelske Øer;
Og var selv et Eden den rødmende Sky,
Hvad skulde jeg Daare i Englenes By!