Dig, Kjærligheds veemodsfulde,
Hellige Trang!
Dig vier i Verdens Kulde
Jeg denne Sang.
O, elsk mig! leer i sin Vugge
Det lille Nor;
Ved Graven høre vi sukke
Det samme Ord.
O, elsk mig! trygler hver Alder
Paa Støvets Vei;
Det jamrer i Livets Haller:
Forstod mig ei!
Saa Synderen trygler, den gustne.
Ved Galgens Strik,
Med bævende Læber og brustne,
Døende Blik.
Tyrannen sukker det silde,
Naar han forladt
Blandt Dolke staaer i den vilde
Blodhevnens Nat.
Og Qvindens svulmende Hjerte,
Og Mandens Bryst,
Og Veemod, Glæde og Smerte
Har samme Røst.
Saa klager, sukker og baander
Det dybe Savn,
Og Aander knuge med Aander
Sig tæt i Favn.
Thi i Forfærdelsens Zoner
Gaaer Livets Sti;
Der dandse vilde Dæmoner
Vort Blik forbi.
Imellem Afgrund og Himmel,
Af Skjæbnen sat,
Udkaster Du Lodden svimmel
I Tvivlens Nat.
Ja, Kjærligheds hellige Vælde!
I Verden vild
Du Puden er, jeg vil hælde
Mit Hoved til.
O, bær mig paa bløde Arme
Over Tidens Strøm,
Mig, og min brændende varme
Begejstrings Drøm!
Ja, hæv mig mod Lysets Porte
Med Guddomskraft,
Skal ei i Natten den sorte,
Min Sjæl gaae tabt!