Dig Kjærligheds veemodsfulde,
Hellige Trang!
Dig vier i Verdens Kulde
Jeg denne Sang.
O elsk mig! leer i sin Vugge,
Det lille Noer;
Ved Graven høre vi sukke
De samme Ord.
O elsk mig! trygler hver Alder
Paa Støvets Vei;
Det jamrer i Livets Haller:
Forstød mig ei!
Og Kvindens svulmende Hjerte,
Og Mandens Bryst,
Og Veemod, Glæde og Smerte
Har samme Røst.
Saa klager, sukker og vaander
Det dybe Savn,
Og Aander knuge med Aander
Sig tæt i Favn.
Ja, Kjærligheds hellige Vælde!
I Verden vild
Du Puden er jeg vil hælde
Mit Hoved til.
O, bær mig paa bløde Arme
Over Tidens Strøm,
Mig, og min brændende varme
Begejstrings Drøm!
Ja, hæv mig mod Lysets Porte
Med Guddomskraft,
Skal ei i Natten den sorte
Min Sjæl gaae tabt!