Naar Du er træt, naar Du er kjed
Af Verden og dens Smaalighed,
Da skynd Dig fra den trange Muur
Ud i Guds mægtige Natur.
Og naar Du Dig paa Sletten seer,
Hvad eller mellem Skovens Træer,
Da læg Dig ned i Græsset, bøi
Din Ryg tilbage mod en Høi.
Og skam Dig ei for Du er stor;
Læg Dig kun paa den grønne Jord;
Men see Dig først forsigtigt om,
Du arme Træl af Verdens Dom.
Dog hvis Dit Blik foroven seer
Kun lutter Vind og lutter Veir,
Da reis Dig atter, gaae Din Vei,
Thi Kjære, Du forstaaer mig ei.
Men Du, som Aandens Kampe stred,
Kom læg Dig træt paa Høien ned,
Og fæst en Stund Dit Øie paa
Det grændseløse Himmelblaa.
Henover Dig gaaer Vindens Strøm,
Du synker i en stille Drøm.
Vend kun Din Ryg til Verden her,
En Verden gaaer da op Dig der —
En Verden sammensat af Alt,
Hvad Støvet aldrig gav Gestalt,
Hvad Anelsen kan male kun
Med Himmelguld paa Himmelgrund.
Det qvæger Øie, Sjæl og Sind,
At see i Himmeldybet ind,
Hvor Intet minder os om Støv,
Hvor Intet raaber: Tanke, tøv!
Og svimler Du, da fol at tryg
Du ststter til et Gran Din Ryg;
Det Støvgran er den lille Jord
Hvorpaa Du midt i Rummet boer.
Og see derop til Du er træt,
Indtil Dit Hjerte bliver let;
Da vend Dig atter, Støvets Søn,
Og Du vil finde Verden skjøn.