„Moder,” trygled Jordens Søn,
Tynget ned af Støvets Lænke,
„Strenge Moder, hør min Bøn!
Evigheden Du mig skjenke.”
„Søn, Dit Ord Du fatter ei;
Glem Dit Savn hos mig herneden,”
Svared Jorden. — „Moder, nei
Lad mig favne Evigheden!”
Da af Tidens store Hav
Øste hun en liden Draabe,
Og til Mennesket den gav —
„Tag den,” raabte hun, „Du Taabe!”
„Verdner fuld’ af Qval og Fryd
Vil Du skjult’ i denne finde;
Grib den, lev deri og nyd,
Da vil alle Savn forsvinde!”
Glad imod det lille Nu
Jordens Søn udstrakte Haanden.
Nu — og Boblen brast itu;
Men den næste fængsled Aanden.
Neppe mødte den hans Blik,
Neppe satte han til Munden
Bægeret med Livsens Drik,
Før den var med Nuet svunden.
Nu! hvad rummes ei deri?
Helved! raaber Smerten svimmel
I sit blinde Raseri;
Elskov sukker: og en Himmel!
Tro det, skjøndt det er Bedrag,
Skjøndt Du selv bedraget bliver,
Skjøndt i næste Aandedrag
Du Bedraget ei begriber.
Det er dette lille Ord:
Nu, der svinder naar det fødes,
Hvori Slægters Skjæbne boer,
Hvori Salighed forødes.
Spindet hvori Qval og Held
Maa paa Skjæbnens Vægtskaal vippe,
Fortids, Fremtids Grændseskjæl,
Kun et Sandskorn, dog en Klippe.
Menneskets uhyre Savn
Strækker paa dets ene Side
Hundredarmet ud sin Favn,
Kan ei Grændsen overstride,
Kan ei rokke dette Haar.
Skjæbnens endnu skjulte Domme
Paa den anden Side staaer —
Nu — og Spændingen er omme.
Det er denne Naalespids,
Hvorpaa Nydelsen vil bygge,
Svælgende en Evigheds
Uudtømmelige Lykke.
Det er dette usle Haar,
Nu — af Tidens Hoved revet,
Hvori Daad for Tusind Aar
Over Intets Svælg har svævet.
Det er dette rige Nu,
Som forblinder Graae og Unge.
Svar mig, Broder, er og Du
Sæbeboblens faldne Konge?
Hvorfor skuer Du saa bleg
Ned i Fortids Nat med Klage?
Glædens Nu, som bag Dig veg,
Kommer aldrig meer tilbage.
Falsk er Øieblikkets Lyst,
En Bedragerske er Lykken,
Trykker mildt Dig til sit Bryst —
Nu — og huul Dig vender Ryggen.
Stræk da ei saa gridsk Din Haand
Ud imod den Gjøglerinde;
Din udødelige Aand
Stræber jo mod Lyssets Tinde.
Dog eiheller daarligt Du
Ringeagte det herneden;
Husk, Du kan i hvert et Nu
Saae et Frø for Evigheden.