Tidens Morgen frembrød i straalende Glands over Eden!
Herlig sig Solen opsvang paa flammende Vinger af Mulmet,
Ormen krøb ydmygt i Støv, men Ørnen steg høit imod Skyen.
Dybt i Beskuen fortabt stod Manden: den nyskabte Adam;
Henrykt for Skaberens Verk han sukked’ med smeltende Længsel:
Ak! hvi kan jeg det Alt til mit svulmende Hjerte ei trykke?
See, da danned’ ham Gud dets Billed af Roser og Liljer:
Ildens med Vandets Natur han blanded’, og Slangens med Duens,
Klippens med Sivets; og skabt for Adam smilede Qvinden:
Englen, ved hvilken er tabt, men atter gjenfundet, et Eden!