Tidens Morgen frembrød i straalende Glands over Eden,
Herlig sig Solen opsvang paa flammende Vinger af Mulmet,
Ormen krøb ydmygt i Støv, og Ørnen steg høit imod Skyen.
Dybt i Beskuen fortabt stod Manden: den nyskabte Adam;
Henrykt for Skaberens Værk han sukked med smeltende Længsel:
Ak! hvi kan jeg det Alt til mit bankende Hjerte ei trykke!
See, da danned ham Gud dets Billed af Roser og Lilier:
Ildens med Vandets Natur han blanded, og Slangens med Duens,
Klippens med Sivets: og skabt for Adam smilede Kvinden —
Englen, ved hvilken er tabt, men atter gjenfundet et Eden!