Jeg mindes tydelig, jeg stod som lille
paa vor Altan en Sommeraften silde.
Det var ved Kirkegaarden, hvor vi boede,
hvor dengang Stadens sidste Huse stode.
Foran mig laa med Tusinder af Grave
i Maaneskin den store Dødens Have,
et Hav af Tuer, Kors og Ligsten hvide.
— Min gamle Bedstefa’er stod ved min Side.
Vinter og Sommer daglig fra vor Stue
jeg havde sorgløst nydt det samme Skue.
Naar Solen skinned, var jeg ikke bange.
Jeg havde leget der saa mange Gange.
Men nu i Maanskin jeg tilbagegyste.
Det var, som om de hvide Ligsten lyste.
Med Dødens Rædsel slog det mig imøde:
Hvad om de rejste sig, de mange Døde?
Min Bedstefader holdt mig fast i Haanden.
Han vilde hærde mig og løfte Aanden.
Han talte til mig, lille Pog, saa meget;
jeg mærked, han var underlig bevæget.
«Vær ikke bange, Dreng, sé kjækt derover!
Saa fast en Søvn i Verden Ingen sover
som Liget indsvøbt i det hvide Lagen.
Den Søvn, den varer ved til Dommedagen.
Kun dér er Fred, dér er vi Alle lige,
Høje og Lave, Fattige og Rige.
Der hjælper ingen Stand og ingen Alder.
Vi maa afsted herfra, naar Døden kalder.
Fra Støv vi kom, til Støv vi skulle blive,
men Gud vil atter vække os til Live.
Engang naar Domsbasunens Toner klinger,
da brister Gravene, da faar vi Vinger.»
En Rædsel gik mig gjennem Barnesjælen.
Det isned mig fra Issen ned til Hælen.
Det var, som slog en Ligluft mig i Møde,
som rejste sig af Gravene de Døde.
Og Maanen skjulte sig bag Stammer sorte,
saa gled den frem, saa blev den atter borte.
Det var, som Skygger underlige lange
sig rørte ovre i de tavse Gange.