Det Grænseløse
(Et Ungdomsdigt)
(Et Ungdomsdigt)
Naar som Barn jeg from, uskyldig saa’
op mod Solen eller Stjernevrimlen,
tænkte jeg: Deroppe i det Blaa
boer Gud Fader mellem Engle smaa —
og jeg spurgte: Er der højt til Himlen?
Verdens Grænse — var den ikke dér,
hvor jeg saa’ bag Bakken i det Fjerne
Aftenrødens sidste gyldne Skjær?
Laa ej Paradisets Have nær?
Titted ej en Engel fra hver Stjerne?
Og jeg var saa tillidsfuld og glad,
fandt saa rig en Verden i det Mindre,
som en Sommerfugl i Solens Bad,
som en Myg, der vugges paa et Blad,
som en Bi i Blomsterkalkens Indre!
Ak I nu er jeg ældre — nu jeg véd,
at i Skabningens, uhyre Rige
gives intet Op og intet Ned!
Gjennem Rum som gjennem Evighed
rækker ej min Barndoms Himmelstige.
Rædselsfulde Storhed! Hvor — ak, hvor
skal jeg vende Blikket mod min Skaber?
Paa et Støvgran, som man kalder Jord,
i det aldrig maalte Rum jeg boer,
og min Tanke sig i Svælget taber.
Er det Frugten af mit Hovedbrud?
denne Tvivl, som griber mig med Svimmel,
dette Svælg, som skiller mig fra Gud?
— Kom da, Glemsel, fyld mig Svælget ud!
Hvælv mig, Barnetro, igjen din Himmel!
Ryk mig atter Verdens Grændser nær!
Lad som Barn mig nøjes med det Mindre;
og naar op mod Stjernerne jeg ser,
lad som før dem om Guds Throne der
ned til mig som Engleøjne tindre.