Mit Portræt
malet af mig selv
malet af mig selv
Med Penslen vil det ej lykkes ret —
nu vel! saa griber jeg Pennen
og maler paa Vers Dig mit Portræt
til Minde om Barndomsvennen.
At Billedet ret kan Lighed faa,
jeg midt for Spejlet mig. sætter
og betragter mig selv fra Top til Taa:
Guds Død! — hvilken løjerlig Fætter!
Mit Haar sér ud som en evig Blæst,
til Pisk er der nok i Nakken;
Linnedkraven over min Vest
er flot som Snittet paa Frakken.
Panden er høj, den mangler ej Rum,
men Spørgsmaal: hvad er der i’en?
Af Klogskab desværre en lille Sum,
men desmere af Fantasien.
Fra Haven vifter just Duften ind
af Roser under min Rude;
hvis jeg dem lignede med min Kind,
de rødmed med Grund derude.
Øjnene de er det Bedste dog,
— men Selvros klinger jo ilde;
der sidder en Skalk i hver Øjenkrog
— en Gavtyv — en ganske lille!
Alvorlig er jeg, naar Verden vil,
men Himlen véd, jeg kan vrøvle!
Munden er næsten for lattermild,
og — tys! jeg skjæver min Støvle.
Portrætet, Du faar, er en Karikatur,
men Du kjender mig vel paa Trækket.
Til Penneslikker jeg lidet du’r,
jeg hader i Grunden Blækket.
Til Æventyr staar som din min Hu,
men jeg har en Klods ved Foden.
O, kunde jeg flyve, min Ven, som Du
til den anden Side af Kloden! —
Tad dette Dig minde i Tidens Løb,
i Syd under Liniesolen,
om ham, med hvem som en Snegl Du krøb
paa den tunge Vandring til Skolen!
Og sætter en Stork paa Masten sig
i hine brændende Egne,
da tænk for Løjer, at det er mig:
Poeter er allevegne!