En Pudelhund havde mistet sin Kjole;
Den vilde sig ude i Aftenen sole;
Hu, tænkte den, jeg maa varme min Krop.
Mens Tænderne Tappenstreg slog i Munden,
Tilrette lagde sig Pudelhunden.
Men Solen stedse dybere veg,
Paa Bræderne højere Pudelen steg;
Dog Solen, førend den ret det mærked,
Sig listede ned bag Plankeværket —
Et Bjæf af Forundring Pudelen gav,
Den tænkte, hvor Pokker blev Solen af?