I Skoven ligger en eensom Hytte,
Der boede engang den raske Skytte;
Nu er han død fra sin gamle Viv,
Nu lever derinde hun eensomt sit Liv.
Den sidste Ven hun i Verden har,
Er Hesten, som hendes Husbond bar.
Der er en Kjerlighed mellem de To,
Langt mere øm end Mangen vil tro;
Hvorhen hun vandrer, de følges ad,
Hun deler med den sin Armod glad,
Hun klapper dens Manke, hun kløer den paa Panden,
De To, de har kun i Verden hinanden.