Jeg svøber mig i Kappen lunt og tæt
Og vandrer ud, alene med min Tanke,
I Efteraarets sørgende Natur.
Det blæser koldt derude. Ved hvert Vindstød
Jeg maa mig stride frem; men det forfrisker,
Naar man er glad og fuld af Ungdomsmod,
At kæmpe rask mod Elementerne
Og lade Stormen lege med sit Haar.
Hvor øde og forandret er dog Alt!
I Haven, hvor saa mangen Sommermorgen
Jeg traadte ud og saae de krumme Gange,
Heelt festligt revne, kun med lette Spor
Af Jomfrufødder; her hvor Frugtalleen
Hang fuld af Kirsebær paa alle Kviste,
Her ligger Alt nu falmet og forladt
Og fugtigt efter sidste Uveirsbyge;
Det lune Drivhuus, hvor Melon og Græskar
Og gule Asier svulmede i Solen,
Er dækket nu med Maatter tæt for Kulden;
I Dammen søge Fiskene til Mudret
Og snappe ikke meer i Aftensolen
De lette Myg; i Græsset ligger Rusen.
— Hør hvor det suser! det er Dødens Engel,
Som gaaer usynlig over Sivet hen
Og hvisker det sin sørgelige Løndom;
Det bøier sig og hvisker til det næste,
Og Løndomsordet gaaer fra Siv til Siv,
Saa Gysen farer gjennem Alnaturen.
Ud over Gjærdet mellem visne Hasler
Jeg kaste maa et Blik paa Landsbygaden.
Ei blomstrer meer ved Kirkegaardens Muur
Siren og Guldregn; ingen Holsteensvogn
Med Kjøbstedfolk i lette Sommerklæder
Mig farer nu forbi; kun et Læs Brænde
Fra Skoven ruller til en Vinterarne.
— Nu rusker det saa smaat. Der kommer Katten!
Den vender hjem til Bondegaardens Lo,
Træt af at jage efter rappe Markmuus;
See, hvor den søger sig forsigtigt ud
De rene Steen, at Poten ei skal smudskes.
Men Blikket strøifer videre omkring,
Til Horisonten og de fjerne Skove
Og ned til Søen hist. Du skjønne Sø!
Hvor ofte har jeg vugget paa Dit Speil
I Sommeraftnen, snart i lystigt Selskab
Og snart alene med en Bog i Haanden;
Nu fraade dine Bølger vildt med Skum
For Kastevindens Stød. Ei meer paa Banken
Jeg hviler mig nu ved Din Bred som før;
I Haven langtfra hører jeg Din Brusen.
Det er mig som igaar, da her jeg stod
En deilig Juniaften. Hist i Lunden
Var Bordet dækket til et landligt Maaltid:
Fra Marken kom en Dust af Hø, og Lærken
Sang sødeligt sin Aftensang i Skyen.
Med skjønne Piger gik jeg op paa Høien,
Hvor Asketræer skygge, og vi loe
Og søgte Lignelser til Skyerne;
Og alt som saa vi spøgte, Aftenrøden
Udfolded sin uendelige Pragt:
Fra Solen gjennem Luften strakte sig
En Vifte liig af Guld; det var som saae
Vi gjennem Himmeriges gyldne Porte,
Og Alle taug, udødelige Længsler
Gik gjennem Hjerterne. Vist aldrig glemmer
Jeg dette skjønne, flygtige Moment!
— Hvo skulde see paa denne Himmel nu,
Det er den samme? Vilde Skyer ile
I sorte Masser frem med Hagl og Kulde
Og stærke Vindstød. Det er Vintrens Børn.
Ret som uhyre Svampe svulme de —
Et Tryk af Stormens Haand, da styrter ned
Skybrudets Strømme over Mark og Skove.
Hvad rasler der? tys! Det er kun et Fiirbeen;
Henover visnet Løv i Havens Gang
Det søger sig et Smuthul under Gjærdet.
— Her sniger sig en Orm; hvor den har Hast;
Instinktet lærer den, det er paa Tide
At stunde til den store Vinterdvale.
Frygt ei! jeg vil kun hjælpe Dig paa Vei,
Du svage Kryb. Det er Naturens Herre,
Som skuer ned til Dig; dog sukker han,
Af Sult og Søvn og Død en Træl som Du;
En mægtig Skjæbnes Magt staaer over ham
Og smiler ad hans Afmagt som han smiler
Ad Din. Godnat! Jeg dækker Dig med Muld;
Naar Sneen smelter, vil Din Skaber finde
Dig i Dit Skjul og vække Dig til Livet.
— Herovenpaa er Alt nu dødt og koldt,
Forfaldet som et Huus, hvor Moderen
Er død og Vinden trækker gjennem Ruden.
De dunkelrøde Høstens Georginer
Og Asterne see ud, tilredt af Blæsten,
Som Kvinder, der i Dagens blege Dæmring
Staae trætte af en gjennemvaaget Balnat
Og nikke søvnige med spredte Lokker.
Alt seer saa sørgeligt, saa livsmæt ud!
Dog, jeg er ung, og midt i Efteraaret
Jeg bærer Livets Foraar i mit Hjerte.
Tys! atter sukker dybt det i Naturen:
Den drysser visne Blade om min Tinding
Ret som den vilde sige: Daare, der,
Der har Du Krandsen til al jordisk Lyst!
Vel! jeg vil gribe den og slynge ind
De visne Blade mellem Haabets Roser
Og vie mig i Livets friske Morgen
Til Savn, til Alvor og til Veemod ind!
Der faldt et Æble ned foran min Fod,
En Gravensteen, forglemt af Gartneren.
Du skjønne, modne Frugt, o hvor forfrisker
Du i den visnende Natur mit Syn!
Derinde rasle Dine modne Kjærner
Og gjemme Livets evigunge Spire.
O, maatte jeg, naar og min Høst er kommen,
See Frugten af mit Liv saa skjøn som Du!
Her fører Havelaagen ud til Marken.
Jeg aabner den og træder udenfor.
Imens jeg trykker fastere min Hue;
Thi voldsomt over Høiene gaaer Vinden.
En gammel Kjærling med et Knippe Grene
Har ondt ved hjem at stride til sin Hytte,
Som ligger hist ved Ledet; Vogterdrengen
Er krøben ind blandt Kæmpegravens Stene
Og titter ud, om Bygen snart er ovre.
Paa Høien maa jeg op. See, Faarene
Forfærdet flygte ud til alle Sider,
Og Drengen efter dem. Stakaandet staaer
Jeg nu paa Overliggeren, hvor Lyngen
Har trængt sig ind i muldopfyldte Sprækker
Og nikker med sin lille, røde Blomst.
Jeg veed ei selv! jeg føler mig saa vel
Med denne vilde Himmel over mig.
Kun lidet passed jeg til hiin Natur,
Hvor Alting blomstrer i et evigt Foraar,
Der sank jeg hen til en umandig Drømmer;
Men Norden med sin underlige Alvor,
Med Elementers Kamp, og Skumringen
I lange Efteraars- og Vinteraftner
Opvækker Eftertanken i mit Bryst.
Derfor Du friske Storm, bruus Du kun lystigt
Din Sang, Din dybe Alvorssang, og luft
Det syge Mismod bort og Smaaligheden
Fra denne Slægt, som færdes nu i Norden,
At gammel Ærlighed og Heltekraft
Maa atter reise sig af Fædres Muld!
Foroven skilles nu fra Himlens Blaa
De tunge Skyer, og deiligt kaster Solen
En Straale paa de mørkebrune Skove.
O, det er Sommeren, som end engang
Til Afsked vender sig og seer tilbage;
Nu vil hun atter over Alperne
Nedstige til de skjønne Sydens Dale,
Hvor vilde Roser og Levkøier gløde;
Det milde Solglimt er et Kys, hun kaster
Til hver en Bæk, til hver en Høi og Eng,
Hvor hun har hvilet, med Fioler krandset.
Farvel Du Solens Barn, Du Flygtige!
Jeg kommer ikke hid for syg at klynke;
Jeg vil kun tage nu en kjærlig Afsked
Og takke Dig for hine skjønne Dage,
Du atter skjænket har mig i Din Favn.
November med sin Sludtid nærmer sig,
Da Dag og Nat man hører Regnen pladske
Fra Tag og Rende, og kun Uveirsfugle
I store Flokke sprede sig i Luften;
Men Menneskene slutte tæt sig sammen,
Hver søger til sit Hjem og skotter kun
Igjennem Ruderne ud til Naturen.
Den er ei død, den samler sig kun Krafter
Ved Almagts Barm. I Sviblens lille Løg,
I Myrens Bryst, i Svalens i Moradset.
I Frø og Træ, selv i den kolde Bølge
Dybt under Isen banke Livets Pulse
Uhørlige, med aldrig udtømt Kraft.
Den hviler kun! jeg veed det jo forvist:
Derfor, imens Forgængeligheds Billed
Sig hæver for mit Blik, jeg ængstes ei;
I Undergangens sørgelige Spor
Udvider sig mit Bryst ved Følelsen,
At Aanden staaer udødelig derover.
Veemodig, men med roligt Smiil jeg seer
Tilintetgørelsen i Øiet ind.
Lad kun den Svage gysende sig vende
Fra Sørgesynet bort og prise Vaaren —
Jeg priser Efteraaret; thi det viser
Mig ikke Haabet som et sorgløst Barn,
Men som en Cherub, der paa Dødens Nakke
Stolt sætter Foden, og udødelig
I Undergangen peger op mod Gud.