„Hvor skal jeg søge Sandhed? hvor?
Jeg seer kun lutter vilde Spor;
En mener saa, en Anden saa —
Men, hvor er Veien jeg skal gaae?”
Saa klager Du, og paa Dit Sind
Hver Tvivlens Djævel stormer ind,
Til, huusvild i Dit eget Bryst,
Du drukner Dig i Verdens Lyst.
Forsag ei Broder! Vær Dig selv!
Og saa for Hobens Dom ei skjælv.
Trods hver en fiin, spidsfindig Røst,
Tro paa Guds Stemme i Dit Bryst!
O, den er let at skille fra
Forfængeligheds tomme Ja
Paa Ønskets Spørgsmaal, den har Klang
Som Himmeriges Englesang.
Den toner i den stille Nat,
Naar Du af Verden staaer forladt,
Naar Du er, saaret og miskjendt,
Hjem til Dit stille Kammer vendt.
Den kalder Dig med Livets Røst
Fra Dybet af Dit eget Bryst,
Den er Din Engel, uden den
Er Du et Blad for Vinden, Ven!
Ved den jeg vil mig holde fast
I Livets vilde Bølgekast!
Om hele Verden raabte Nei
Jeg fulgte dog min Engels Vei!