Paa mit Kammer nu jeg Lyset slukker:
Mørket hviler paa den trætte Jord,
Medens Drømmens Verden sig oplukker.
Underfuld og stor.
Som en Konge staaer min Sjæl derinde:
Ak, men Støvet vil ei lystre den,
Hvert et herligt Haab og lifligt Minde
Maa den lægge hen.
Og den tager af sin Krone, klæder
Sig for Gud sin Flitterkaabe af,
Ham, som den en Orms Fornødenheder
Her i Støvet gav.
Alt den føler sin Bevidsthed vige.
Føler sig saa underlig forladt,
Som et Barn, der nok engang maa sige
Moderen Godnat!