Det dufter til Regn
Fra rødmende Skovrosers Hegn,
Blandt Moser og Dale og Bakker
Ensomt jeg flakker
Saa fri og saa frank og saa fro;
Til Hinden ved Gjærdet
Jeg raaber: Halo!
Halo! og den flygter forfærdet.
Hvor Huulveien brat
Danner Grændsen for Skovdybets Nat,
Jeg milevidt skuer den brede
Slette dernede.
En Vogn, hvis Hjul ei er smurt,
Jeg hører nu knirke;
Her nikker en Urt,
Og hist staaer en Gruppe af Birke.
Hvor herlig og vild,
Med en eensomt svaiende Piil,
Er den bakkede Egn! Ved Mosen
Bøier sig Rosen;
Der hænger en blomstrende Tjørn
Over Gravhøiens Stene;
En spejdende Ørn
Flyver oppe i Skyverdnen ene.
Nu hæver sig stor
En truende Regnsky mod Nord;
Dybere Mørket sig sænker,
Vinddraaben stænker;
Jeg stiller mig under et Træ,
For Regnens Strømme
Det yder mig Læ,
Mens Himmelen Sluserne tømme.
Dog stiger paany
Den straalende Sol af sin Sky:
Taager som gyldene Fjelde
Over den hælde;
Med Farvernes funklende Spil
Regndraaberne hænge
I Solens Ild
Og glimre paa Marker og Enge.
Henover jeg maa
Den regnopsvulmede Aa;
Mens Frøen bag Vandaxet dukker,
Liljen jeg plukker;
Der vrimler af Urter og Straa,
Som ikke jeg kjender,
Mens Biller smaae
I hvirvlende Cirkler sig vender.
O herlige Stund!
Jeg er ung, jeg er glad, jeg er sund;
Sværmerens sygnende Fagter
Dybt jeg foragter;
Ikke med Verden i Strid,
Feig for min Broder
Flygter jeg hid;
Jeg kun søger Naturen, min Moder.
Bruser hun vild,
Eller smiler hun blomstrende mild,
Mig hun paa Eng og paa Hede
Volder kun Glæde,
Aabner for Storhed mit Bryst,
At jeg maa smile
Ad Livets Dyst
Og længes i Striden at ile.